Citron. Prøv engang at forestille dig en citron, hvordan den ser ud og hvordan den dufter. Måske husker du, hvordan det er at sætte tænderne i en citron? Hvad sker der lige nu i din krop? Løber munden i vand lige under tungen og i kæberne?
Er det ikke fascinerende at vi blot ved tanken om en citron kan skabe en fysiologisk reaktion i kroppen! Dine celler reagerer på tanken kombineret med erfaringen om en citron. Og du har måske forskellige minder om en citron. Nogle forestiller sig et iskoldt glas cola med en citronskive på en varm sommerdag (det er ihvertfald der jeg straks ryger hen i tankerne). Andre husker fornemmelsen af at bide i en skive meget sur citron, andre igen tænker på mormor og citronfromage (underforstået: rigtig dejligt).
Nok om citroner - du har allerede regnet ud, at indlægget her ikke handler om citroner. Men om tanker og tankers påvirkning i kroppens celler. Og dette er videnskabsfolk efterhånden enige om: en tanke kan “måles” som en fysiologisk reaktion i kroppen. Vi ved jo egentlig godt, at der er en sammenhæng mellem krop og sind. Meeen - kan det nu passe, at det er stress, der er skyld i, at min højre arm ikke virker? Ja!
Og dette bringer mig frem til pointen med dette indlæg. Når tanker og krop hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt, er det en rigtig god ide at blive bevidst om, hvilke tanker vi går og har, og hvordan de egentlig påvirker os i dagligdagen. Hvis vi vil leve et liv i stor trivsel - både fysisk og mentalt, er et godt tankearbejde vigtigt.
Men tankerne kommer jo bare - det kan jeg da ikke styre? Ja, hjernen fyrer tanker afsted hele tiden. Selv når vi sidder helt stille og kigger ud i luften. Cirka 50.000-80.000 i døgnet. Man bliver helt træt alene ved tanken om tankerne:) Når så du opdager, hvor stor en del af dine tanker, du faktisk gentager om og om igen, er det en smule håbløst. Det kan ligefrem opleves som mylder, der forhindrer os i at sove og slappe af og føle velbehag. Vi kan gå helt i panik over aldrig at opleve ro. Den gode nyhed er, at alle kan lære at arbejde med tanker, ændre dem og styre dem, så de ikke suger al energi ud af os. Dine tanker skaber dine følelser og alt, hvad du gør eller ikke gør i dit liv. Derfor er det, vi tænker, vigtigt! Og hvis du vil ændre en tilstand i dit liv eller skabe noget nyt, starter det med tanken. Og ikke noget med, at nu skal du bare tænke positivt, så skal du se - nu bliver alt godt… Det er for simpelt. Start med bare at være nysgerrig på din hjerne.
Hvad tænker du på?